Pina Bausch
27.7 1940 – 30.6 2009
Efter at jeg første gang stødte på fænomenet Pina Bausch og Tanztheater Wuppertal tilbragte jeg timer på biblioteket og i støvede kældre på universitetet, hvor jeg arbejdede mig igennem dansemagasiner og gamle VHS-bånd med klip, interviews og uddrag fra hendes værker. Klassikeren ”Café Müller” gjorde indtryk, mens spillefilmen ”Die Klage der Keiserin” mest bare var sær! En scene fra forestillingen ”Nelken” hvor Gershwin’s ”The man I love” fremføres på tegnsprog gik også lige ind… Siden fik jeg mulighed for at opleve nogle af hendes forestillinger live, hvilket bestemt ikke gjorde fascinationen mindre. Hendes værker sætter gang i hele mit følelsesregister, ofte ved brug af meget simple – ja til tider naive – virkemidler.
Pina Bausch er og har været til stor inspiration og stadig forundring for mig. Hun er en af de væsentligste årsager til, at jeg arbejder med dét jeg gør i dag, og jeg skylder hende en stor tak for at have åbnet mine øjne for dansen.
Pina Bausch har sat et markant aftryk på en hel generation af dansere og koreografer verden over. Se her hvad kunstnere som Sidi Larbi Cherkaoui, Alain Platel, Lloyd Newson, Pedro Almodóvar og mange andre havde at sige, efter nyheden om Pina Bauschs’ død.